Vores Hus

Huset er et gammelt stenhus bygget i den kretensiske stil for mere end 150 år siden – et af de første der blev bygget i landsbyen.

Da vi for et par år siden renoverede huset, lagde vi megen vægt på at få et funktionsdygtigt hus i overensstemmelse med husets oprindelige stil. Her rummer hver en sten og detalje sin helt egen historie.

Huset ligger i et meget hyggeligt og roligt område, med udsigt op til den gamle borgruin. Den store sandstrand, med det fineste krystalklare badevand, ligger mindre en 100 meter fra huset. Ligeledes er både spise- og indkøbsmuligheder blot få minutters gang fra huset.

Huset er delt i to afdelinger. I den nye afdeling er der et soveværelse med dobbeltseng (150x200) samt et tilstødende stort badeværelse med vaskemaskine.

Den gamle afdeling er ét værelse delt med en halvmur. (Man kan ikke se hinanden, men kan høre hinanden). Her er 4 sovepladser, fordelt på to halvanden mands senge (130x200) samt en køjeseng med to enkeltmands sovepladser. Her er også et lille toilet og bad.

De to soverum er adskilt af et hyggeligt køkken med spiseplads til 6 personer. Har I selv lyst til at lave mad i løbet af ferien, er der rig mulighed for det, i det meget veludstyret køkken.

Der er en fin lille gårdhave foran huset. Haven er lukket og børn kan færdes ”frit”. Her vokser den gamle vin plante, som har fulgt huset fra begyndelsen og i dag danner en herlig svalende skygge for den stærke sommersol. Og som naturen nu er praktisk indordnet, så taber den bladene til vinteren og lader den skønne lune vintersol komme til.

Haven er i sig selv en lille oase med mulighed for en slapper i hængekøjen og sene lune aftner i haven. Lav enten mad selv eller hent ude i byen og tag en hyggelig hjemmeaften i den stille og svale have.

I huset findes

Sengelinned og håndklæder til inde brug. I skal selv medbringe badehåndklæder til strandbrug.

Køkken er veludstyret med mulighed for selv at lave alle måltider. Her er alt hvad der skal bruges af viskestykker, klude mv.

Der er et lille TV samt DVD afspiller. Ipod og MP3 afspiller.

Vaskemaskine til fri benyttelse.

Loftventilator i alle soverum.

Til de varme perioder er der aircondition mod brugerbetaling.

Havestole og to liggestole med hynder til haven.

Støvsuger og rengøringsmidler til slutrengøringen.

Kommer I med helt små børn, kan vi arrangere en seng og stol til baby. Spørg på forhånd.

Vilkår

I lejer jeres eget lille sommerhus og kan trække jer tilbage i jeres helt egne private omgivelser.

Huset udlejes på "sommerhus vilkår". Det vil sige, at der ikke er rengøring under opholdet og I står selv for slutrengøringen. Huset skal afleveres i samme stand som I modtog det.

I gør selv rent inden I forlader huset, og vasker så meget sengelinned og håndklæder som muligt (afhængigt af afrejsetidspunkt)

Det er muligt at bestille slutrengøring mod et ekstra beløb på 100 euro.

Indendørs er huset et IKKE RYGER hus.

For os er huset i Paleochora blevet et lille åndehul, hvor vi søger hen, når batterierne skal oplades.

Vores mål er at kunne give andre denne mulighed. Komme væk fra hverdagens stress og jag, komme ned i gear og blot falde ind i byens tempo. Under jeres ophold har I mulighed for at komme helt tæt på de lokale og det kretensiske samfund.

Renovering har vi stort set selv stået for. Det er bygget med sved og megen kærlighed. Vi beder jer passe på det som var det jeres eget.

Se priser og lejebetingelser, klik på link herunder.

Priser for leje af huset

Lejeaftale

Placeringen af vores hus i Paleochora

Vejret i Paleochora

Sunny

23°C

Paleochora, Crete

Sunny
Humidity: 78%
Wind: NE at 22.53 km/h
Saturday 20°C / 26°C Sunny
Sunday 22°C / 26°C Sunny
Monday 21°C / 26°C Sunny
Tuesday 21°C / 26°C Sunny
Wednesday 21°C / 26°C Sunny